Et uforudsigeligt år præget af stigende råvarepriser og krig i Ukraine
For de fortsættende aktiviteter leverer Flügger 7% vækst i omsætningen og – inden en nedskrivning på 74 mio. DKK forårsaget af krigen i Ukraine – et primært driftsresultat EBIT på 173 mio. DKK. Efter nedskrivningen er primært driftsresultat EBIT på 99 mio. DKK. Resultaterne for regnskabsåret 2021/22 er præget af stigende råvarepriser og krig i Ukraine. Forventningerne til segment 1 og 2 for regnskabsåret 2022/23 er en omsætning i niveauet 2.200 – 2.400 mio. DKK og EBIT i niveauet 80-130 mio. DKK. For fortsættende aktiviteter i segment 3, der er forbundet med betydelig usikkerhed, ventes en EBIT i intervallet +/- 10 mio. DKK.
Sune Schnack, CEO:
”2021/22 har været et uforudsigeligt år i Flügger. Regnskabsåret er præget af betydningsfulde opkøb, voldsomme prisstigninger på råvarer, energi og transport, krig i Ukraine, beslutning om at afhænde vores aktiviteter i Rusland og Belarus samt en normalisering af salget til forbrugere efter et rekordsalg under COVID-19. Trods de mange udfordringer er Flügger kommet godt igennem året, og vi står solidt rustet til fremtiden. I 2022/23 forventer vi, at indtjeningen sættes under pres forårsaget af høj inflation og en opbremsning af salget hos forbrugere. Afhængig af prisudviklingen for råvarer forventer vi først at se en forbedring i indtjeningen i slutningen af regnskabsåret 2022/23.”
- I maj 2021 købte Flügger 70% af Eskaro Group AB for 44 mio. DKK og investerede yderligere 164 mio. DKK i kapitaludvidelse – en samlet investering på i alt 208 mio. DKK.
- Som følge af krigen mellem Rusland og Ukraine besluttede Flügger i april 2022 at afsøge mulighederne for salg af Eskaros selskaber i Rusland og Belarus. Som konsekvens heraf blev de pågældende selskaber klassificeret som ophørende aktivitet.
- Nettoomsætningen for de fortsættende aktiviteter blev 2.322 mio. DKK mod 2.162 mio. DKK året før, svarende til en vækst på 7%.
- Nettoomsætningen inklusive de ophørende aktiviteter blev 2.520 mio. DKK sammenlignet med 2.162 mio. DKK året før, svarende til en vækst på 17%.
- Primært driftsresultat EBIT af de fortsættende aktiviteter blev – inden en nedskrivning på 74 mio. DKK forårsaget af krigen i Ukraine – 173 mio. DKK sammenlignet med 228 mio. året før. Efter nedskrivningen blev primært driftsresultat EBIT 99 mio. DKK.
- I regnskabsåret 2022/23 forventes indtjeningen at blive sat under pres. Det skyldes effekterne af høj inflation, der ikke fuldt kan overføres i salgspriserne, samt en opbremsning af salget hos forbrugere, der normalt bidrager med højere marginer.
- Forventningerne til regnskabsåret 2022/23 for segment 1 og 2 er en omsætning i niveauet 2.200 – 2.400 mio. DKK og EBIT i niveauet 80-130 mio. DKK. For den fortsættende del af segment 3 forventes EBIT i intervallet +/- 10 mio. DKK.