Halvårsregnskab: Vigende salg i Skandinavien, fremgang i Polen og Kina
Flügger A/S leverer 0% vækst (3% i lokal valuta) i første halvår af forretningsåret 2016/17, hvilket svarer til en omsætning på 1044 mio. DKK og en EBIT på 91 mio. DKK.
Salget i første halvår blev 1044 mio. DKK kontra 1042 mio. DKK i samme periode sidste år, svarende til en fremgang på 0%. Salgsudviklingen har generelt været svagt vigende i Skandinavien, hvorimod det polske og kinesiske marked har leveret fremgang.
Omsætningen i Danmark falder 2% sammenlignet med samme periode sidste år, Sverige leverer en omsætning på niveau med sidste år både i dansk og lokal valuta, mens omsætningen i Norge lander på -1% (3% i lokal valuta) og andre lande leverer 7% (14% i lokal valuta).
Flügger fastholder forventningerne til indeværende forretningsår, som udmeldt på generalforsamlingen i august, og forventer således en omsætning på 1,850 mia. DKK og en EBIT på 40-50 mio. DKK for finansåret 2016/17.
Jimmi Mortensen, CEO i Flügger A/S, udtaler:
”Flügger har haft store udfordringer de sidste par år, og vi har fortsat en større opgave foran os, før vi er på ret køl igen. Vi har siden efteråret igangsat en række strategiske tiltag, der er afgørende for, at vi får styrket vores EBIT-margin på længere sigt. Vi rationaliserer vores sortiment, og fortsætter med at udvikle og opgradere udvalgte produktgrupper, så de er tilpasset de ændrede markedskrav. Desuden konsoliderer vi vores butiksnet, så vi både sikrer, at vi har de rette placeringer, men også får udnyttet vores butikker bedst muligt.”