Flüggers CFO fratræder
Poul Erik Stockfleth fratræder sin stilling som CFO i Flügger Group. Det sker i forbindelse med lanceringen af Flüggers nye forretningsstrategi, der lanceres denne sommer.
Poul Erik Stockfleth har været ansat i Flügger siden 2019 som CFO og medlem af direktionen. Gennem de seneste 5 år har han været en central del af Flüggers daglige drift, herunder Flüggers satsning på bæredygtighed og internationale opkøb.
Poul Erik Stockfleth har desuden været en stor støtte for Flüggers nuværende CEO, Sune Schnack, som tiltrådte i april 2021:
”Poul Erik Stockfleth har spillet en vigtig rolle i de senere års udfordrende markedsvilkår i kølvandet på Covid-19 og krigen i Ukraine. Jeg takker Poul Erik for hans store dedikation og ambitioner for Flügger. Med lanceringen af vores nye strategi, er vi enige om, at det er tid til at give plads til nye kræfter. ” siger Sune Schnack, og uddyber:
”Jeg er glad for, at vi kan sikre en god og stabil overgang frem mod sommeren. Samtidig er jeg stolt af, at vi som virksomhed har intern succession på plads, og Poul Erik spiller en central rolle i dette.”
Stillingen som CFO og medlem af direktionen overtages af nuværende SVP Corporate Development, Lucas Eichild. Det sker i forbindelse med lanceringen af Flüggers nye strategi i sommeren 2024. Flüggers nuværende og kommende CFO har således 5 måneder til i fællesskab at sikre overgangen.
Ny CFO sikrer stærkt partnerskab i kommende strategi-implementering
Lucas Eichild blev ansat i Flügger i august 2021 efter 7 år i Carnegie Investment Bank. Han har indtil nu været SVP Corporate Development med ansvar for M&A, investor relations, forretningsudvikling og corporate finance-relaterede projekter.
Bestyrelsesformand for Flügger Group, Peter Korsholm, er glad for, det er lykkedes at sikre intern succession i Flügger:
”Jeg har kendt Lucas Eichild i en årrække og han har vist sit værd i Flügger over de seneste år. Han har blandt andet haft ansvar for frasalget af Eskaro Group og Flüggers tapetforretning, ligesom han har drevet centrale dele af det arbejde, som har ført til den strategi som Flügger lancerer i det kommende forretningsår. Bestyrelsen er derfor glade for, at han nu kan bruge sine stærke kompetencer og potentiale i rollen som CFO.”
Lucas Eichild tiltræder officielt den 1. maj 2024.
Yderligere information
Casper Paggio Hansson Felt, Communications Manager i Flügger Group.
Tlf. 27 53 28 99 / mail: cafel@flugger.com