Resultatet for første halvår 2025/26 for Flügger group A/S er som forventet. Perioden bærer præg af et nordisk marked, hvor flere malermestre tilvælger Flügger, samt fortsat høj vækst i den polske forretning.
Nøgletal
- Omsætningen blev 1.264 mio. DKK mod 1.243 mio. DKK året før, svarende til 2% vækst.
- For segmentet Nordic ses fremgang hos både de private forbrugere og de professionelle malere. Som led i strategien har Flügger nedskaleret private-label lavpris-kategorien, hvilket påvirker omsætningen negativt. Som følge af fremgangen hos malere og forbrugere steg segmentet alligevel med 2 %.
- Segmentet International voksede 2 % i forhold til samme periode sidste år. Udviklingen er drevet af tocifret vækst i Polen. Væksten i segmentet trækkes primært ned af ophørte eksportsamarbejder samt vigende salg i øvrige lande.
- Indtjeningen (EBIT) blev 141 mio. DKK mod 140 mio. DKK året før, svarende til en fremgang på 1%. Indtjeningen blev positivt påvirket af forbedret kunde- og produktmix, fortsat stabilisering i produktionsomkostninger, samt fuldårseffekt af tidligere omkostningsreduktioner. Det er til dels modsvaret af blandt andet udfasning af en større lavprisvolumen og ophør af visse eksportmarkeder, som har medført engangsomkostninger.
- Pengestrømme efter investeringsaktivitet er på niveau med sidste år, som nåede en historisk højde, hvilket anses for tilfredsstillende. Som følge heraf har bestyrelsen i forbindelse med godkendelse af selskabets halvårsregnskab besluttet at udlodde et ekstraordinært udbytte på 10 DKK pr. aktie a nominelt DKK 20.
CEO i Flügger group A/S, Sune Schnack, udtaler:
-“I Norden ser vi, at flere og flere malermestre tilvælger Flügger og vores kvalitetsløsninger. Samtidig fortsætter de flotte vækstrater i Polen, ligesom vi har skærpet vores fokus på de mest profitable internationale markeder.
Alt i alt males et tydeligt billede af, at Flügger er på rette vej med vores strategi, Flügger Organic. Det gør mig stolt, at vi fortsat styrker Flüggers position som malerfagets leverandør.”