Peter Korsholm er ny bestyrelsesformand for Flügger

Peter Korsholm skal være med til at styrke Flüggers digitale udvikling og bæredygtighed. Planen er at gøre Flügger endnu bedre rustet til at føre sine internationale ambitioner ud i livet.

”Flügger er en virkelig spændende virksomhed. De kan ekspandere internationalt og har fuld fart på den digitale rejse og bæredygtighedsområdet. Jeg glæder mig til samarbejdet med den øvrige bestyrelse og Flüggers direktion, og arbejdet for at udnytte de mange muligheder en stærk platform som Flügger byder på,” siger Peter Korsholm.

Peter Korsholm kommer med stor erfaring i selskabsudvikling og -ledelse. Erfaringen kommer bl.a. fra Peter Korsholms tid som partner i EQT og hans aktive ejerskab i flere virksomheder. Peter Korsholm kan derudover især bidrage med sin viden om onlinehandel samt logistik.

Administrerende direktør i Flügger, Sune Schack, ser frem til samarbejdet med den nye formand:

”Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Peter Korsholm og den øvrige bestyrelse. Det er en stærk, ny bestyrelse, og vi glæder os til at udvikle videre på Flügger med dem,” udtaler Sune Schnack.

De øvrige pladser i bestyrelsen blev også fordelt på generalforsamlingen: Jimmi Mortensen blev valgt til næstformand, mens Kim Balle og Bettina Antitsch Mortensen er valgt som menige bestyrelsesmedlemmer. Signe Trock Hilstrøm genopstillede ikke til bestyrelsen.

Peter Korsholm

Flügger International

Flügger Scandinavia